„Cantu a tenore er fire stemmer, der bliver til én. Det er ikke harmoni i klassisk forstand – det er noget ældre, noget fra før den nedskrevne musik. Første gang du hører det, ændrer noget sig i dig.“
Cantu a tenore er Barbagias og Midtsardiniens flerstemmige mandssang: fire stemmer (sa boche, sa mesu boche, sa contra, su bassu), som UNESCO i 2005 udråbte til mesterværk af menneskehedens mundtlige og immaterielle kulturarv og i 2008 optog på den repræsentative liste. Contra- og bassu-stemmernes gutturale klang giver den en umiskendelig lyd, som man genkender efter få toner.
Man lærer den ikke på et konservatorium – man lærer den i su zilleri (landsbyens bar), i vinkældrene og til fester, om aftenen, blandt mænd, der har kendt hinanden hele livet. Det er en social fællesskabssang, som har overlevet i århundreder i landsbyerne inde i landet. Den lever stadig i dag – og at høre den live i en gård i Oliena eller Orgosolo er en oplevelse, du ikke glemmer.
I 2005 udråbte UNESCO den sardinske cantu a tenore til mesterværk af menneskehedens mundtlige og immaterielle kulturarv; i 2008 kom den på den repræsentative liste over immateriel kulturarv – den samme liste, som i dag omfatter spansk flamenco og japansk nō-teater. UNESCO's beskrivelse peger på Barbagia og Midtsardinien som det område, hvor de fleste sangere bor; blandt landsbyerne med de mest kendte tenores er Oliena, Orgosolo, Bitti og Fonni.
Launeddas er et blæseinstrument af tre rørpiber i forskellig længde: su tumbu (bordunen, uden huller) og sa mancosa er bundet sammen, mens den løse sa mancosedda spilles med højre hånd og bærer melodien. De spilles med cirkulær vejrtrækning (man ånder ind gennem næsen, mens man blæser, så tonen aldrig afbrydes). Ifølge nogle forskere går de tilbage til nuraghetiden: En lille bronzefigur fundet i Ittiri, i dag på Det Nationale Arkæologiske Museum i Cagliari, nævnes ofte som bevis.
Lyden er hypnotisk og uafbrudt – en dyb melodi og en bordun, der fletter sig sammen uden pause. Launeddas har altid akkompagneret de traditionelle sardinske danse (sa dansa, su ballu) og religiøse ceremonier. Traditionen har især rødder i det sydlige og centrale Sardinien – Cabras, San Vito, Villaputzu, Trexenta – og det er dér, til skytshelgenfesterne, du oftest hører dem. Der er få spillere, men mestre og unge elever holder skolen i live.
Under Cortes Apertas optræder tenores på torvene og i de åbne gårde i landsbyerne. Ofte er det ikke planlagte koncerter, men spontane optrædener: Følg lyden og folkemængden.
Den 28. april, Sa Die de sa Sardigna (det sardinske folks dag), arrangerer mange landsbyer traditionelle danse, koncerter og sammenkomster: Tjek programmet i den kommune, du opholder dig i. Det kan være en chance for at se de traditionelle dragter båret for alvor.
Det multimediale Canto a Tenore-museum i Bitti, en afdeling af Museet for bonde- og hyrdekultur, fortæller om sangen med optagelser og dokumenter. Tenores di Bitti er blandt de bedst kendte grupper i udlandet. Tjek museets åbningstider og koncertkalenderen, før du tager af sted.
Skytshelgenfesterne i Barbagias landsbyer byder næsten altid på traditionel musik og dans. September og oktober er fulde af lokale fester: Spørg på stedet efter de aktuelle programmer.
Vil du planlægge et ophold på Sardinien omkring en Cortes Apertas med musik? Skriv til os: Vi hjælper dig med at få datoerne til at passe med dit feriehus.
